Ikke alle kvinderne var kommet til graven fra det samme sted. Maria Magdalene var den første, der nåede derhen, og da hun så, at stenen var flyttet, skyndte hun sig bort for at fortælle det til disciplene. I mellemtiden var de andre kvinder nået derhen. Et lysskær skinnede over graven, men Jesu legeme var der ikke. Medens de tøvede i nærheden, så de pludselig, at de ikke var alene. En ung mand, klædt i skinnende hvide klæder, sad ved graven. Det var den engel, der havde væltet stenen bort. Han havde iført sig menneskeskikkelse for ikke at skræmme disse venner af Jesus. Men alligevel strålede den himmelske herligheds lys stadig om ham.—Den Store Mester, 539.