Nu begav Jesus sig sammen med de elleve disciple hen imod bjerget. Da de gik gennem Jerusalems port, fulgte mange undrende blikke denne lille skare mennesker, som blev anført af en person, som rådsherrerne for nogle få uger siden havde fået dømt og korsfæstet..... Da de nåede til Oliebjerget, gik Jesus i forvejen hen over bjergets top, til de kom i nærheden af Betania. Her standsede han, og disciplene forsamledes omkring ham. Det var, som om der strålede lys ud fra hans ansigt, da han kærligt så på dem..... Med hænderne udrakt til velsignelse og ligesom til forsikring om hans beskyttende omsorg steg han langsomt op fra deres kreds, draget mod Himmelen af en magt, der var stærkere end nogen jordisk tiltrækning. Da han steg opad, så disciplene, fulde af ærefrygt, med anspændt blik efter det sidste glimt af deres himmelfarne Herre. — Den Store Mester, 565-567.