Apostlene led store smerter på grund af den pinefulde behandling, men de klagede ikke. I stedet for opmuntrede de hinanden i fangehullets bælgmørke og trøstesløshed med at bede og synge lovsange til Gud, fordi de var blevet regnet for værdige til at lide skam for hans skyld..... Med forundring hørte de andre fanger lyden af bøn og sang fra det inderste fangerum.—Mesterens efterfølgere, 117.