Snart vendtes vore øjne mod øst, for en lille sort sky havde vist sig, omkring halv så stor som en mands hånd, og vi vidste alle, at det var Menneskesønnens tegn. I højtidelig stilhed stirrede vi alle på skyen, idet den drog nærmere og blev lysere, herlig og endnu herligere, indtil den var en stor hvid sky. Den nederste del så ud som ild; en regnbue var over skyen, mens der var ti tusind engle omkring den, der sang den dejligste sang; og på den sad Menneskesønnen.—Vidnesbyrd for menigheden 1:60.