Djævelen tænkte at han var selv en yndling i himlen bland englene. Han var blevet høj ophøjet; men ... Han tragtede efter den samme højhed som Guds selv. Han var stolt af sin højhed. Han vidste at englene ærede ham. Han havde en tjeneste at udføre han havde været nær den store Skaber, og de evige stråler, fra herlighedens lys, og omgiver den udødelige Gud, havde skinnet (særdeles) på ham. Djævelen tænkte på hvorledes englene havde adlydt hans befaling med glad livlighed. Var ikke hans klædebon skøn og lys? Hvorfor skulle Kristus således æres frem for ham selv?—Profetiens Ånd 1:17, 18.