Fristeren plukkede frugten og gav den til Eva. Hun tog den i sin hånd. Se der, sagde fristeren, det var dig jo forbudt endog at røre ved den at du ikke skulle dø. Han fortalte hende at hun ville ikke mærke mere til ondt eller død ved at spise frugten, end ved at røre og håndtere den. Eva fik mere mod fordi hun ikke så nogle øjeblikkelige tegn på Guds misfornøjelse. Hun mente at Fristerens ord var alle vise og rette. Hun spiste og fandt behag i frugten. den var listig for hendes smag, og hun indbildte sig at hun følte frugtens underfulde virkninger i sig. —Profetiens Ånd 1:38.