Timen var kommet for frydefulde, lykkelige lovsange til Gud og hans kære Søn. Satan havde været leder for det himmelske kor. Han havde opløftet den første Stemme; derefter forenede hele englehæren sig med ham, og Sangens herlige harmoni tonede gennem himmelen til Guds og hans kære søns ære. Men nu lød misklang og vrede ord for den store oprørs-leders øren, i stedet for toner af sødeste musik. .... Tilbedelsens time drager nær, da hellige, strålende engle bøje sig for faderen. Han kan aldrig mere tage del i den himmelske sang. Han kan aldrig mere bøje sig med ærbødighed og hellig frygt i den evige Guds nærværelse.....