Sara så i Ismaels ustyrlige natur en stadig kilde til splid, og hun henvendte sig til Abraham og opfordrede ham til at sende Hagar og Ismael bort fra lejren. Patriarken sørgede dybt. Hvordan kunne han sende sin søn Ismael bort, som han stadig elskede? I sin kvide søgte han guddommelig bistand. Herren befalede ham gennem en hellig engel at efterkomme Saras ønske..... Og engelen gav ham det trøsterige løfte, at selv om Ismael måtte forlade sin faders hus, ville Gud ikke svigte ham. Hans liv ville blive skånet, og han skulle blive fader til et stort folk. Abraham adlød engelens ord, men ikke uden dyb smerte.—Patriarker og Profeter, 73.