Ødelæggelsen af Sodoma og Gomorra
To af de himmelske sendebud rejste videre og lod Abraham være alene med ham, som han nu vidste var Guds Søn..... Med dyb ærbødighed og ydmyghed fremførte Abraham sin bøn: "Jeg har dristet mig til at tale til min Herre, skønt jeg kun er støv og aske!" ... Han gik tæt hen til den himmelske udsending og fremførte sin brændende bøn. Skønt Lot var blevet indbygger i Sodoma, tog han ikke del i de øvrige indbyggeres uretfærdighed. Abraham tænkte, at der måtte være andre tilbedere af den sande Gud i denne store by. Og med dette i tanke bad han: "Det være langt fra dig at handle således: At ihjelslå retfærdige sammen med gudløse ..... Det være langt fra dig! Skulle den, der dømmer hele jorden, ikke selv øve ret?" Abraham bad ikke blot een gang, men mange gange. Idet hans bønner blev hørt, blev han mere frimodig og fortsatte, indtil han fik forsikring om, at hvis der blot var ti retfærdige i byen, ville de blive sparet.—Patriarker og Profeter, 139, 140.