»Thi hvem« siger Paulus, »giver dig fortrin?« Den hvide mands Gud er den sorte mands Gud, og Herren erklærer at Hans kærlighed for de mindste af Sine børn overgår en moders kærlighed til sit elskede barn. Så på den moder: det syge barn, det forpinte, født som krøbling, eller med en eller anden fysisk skrøbelighed – hvordan arbejder moderen for at hjælpe det på enhver måde! Den bedste føde, de blødeste puder, den ømmeste pleje for barnet. Den kærlighed der tilstås det er stærk og dyb – en sådan kærlighed gives ikke til skønhed, talenter eller nogen anden naturlig gave. Ligeså snart en moder ser at nogen betragte hendes barn med afsky eller foragt, øger det så ikke hendes ømhed som om det skal beskyttes fra verdens uforskammede berøring? »Glemmer en moder sit digende barn. . . ? Ja, de kan glemme det, men jeg vil ikke glemme jer.« Oh hvilken upartisk kærlighed giver Herren Jesus ikke til dem der elsker Ham. Herrens øjne hviler på alle Hans skabninger; han elsker dem alle, og gør ikke forskel på hvide og sorte, uden at Han har en særlig, øm medfølelse for dem, som er kaldet til at bære større byrder end andre. Dem som elsker Gud og tror på Kristus som deres Genløser, så længe de møder de trængsler og vanskeligheder der ligger på deres sti, burde alligevel acceptere deres liv som det er med godt humør, betragte Gud som er over alle disse ting, og for alle som denne verden ikke giver noget, vil Han vise Sig for dem med bedste velvilje.