Men der er mange blandt de farvede folk, hvis forstand er blevet formørket for længe for at hurtig kunne udrustes til gode gerningers frugtbarhed. Mange holdes i en fordærvet appetits trældom. Mange er slaver af nedværdigende lidenskaber, og deres karakter er af en sådan art at den ikke vil kunne være til velsignelse for dem. Synd og fordærv har aflåst deres sanser. De behøver lige så megen hjælp som de rene hedninger gør, og hvis ikke får den rigtige slags hjælp, vil de gå tabt. Men de må lære at kende Gud og Jesus Kristus som Han har sendt. Retfærdighedens Sols klare stråler må skinne ind i deres sinds formørkede kamre. De behøver at gribe et glimt af Gud. Det er deres privilegium at få evigt liv, og være i samklang med Gud, og det er deres privilegium som kender sandheden at gentage beretningen igen og igen om Guds forunderlige kærlighed mod mennesker, sådan som det viste sig på Golgatas kors. Den kæde der falder ned fra Guds trone er lang nok til at nå ind i syndens laveste dybder. Fremhold en syndstilgivende Frelser for den fortabte og ringe person, for Jesus har gjort en guddommelig mellemkomst for deres skyld. Han er i stand til at nå de laveste dybder og løfte dem op fra syndes hule, så de kan anerkendes som Guds børn, arvinger sammen med Kristus til en evig arv. De må have det liv som måler sig med Guds liv. —The Review and Herald, 26. november, 1895.