Sydstaternes race er blevet forsømt. Mennesker er forbigået på den anden side, ligesom præsten og levitten gik forbi den sårede, berøvede og forslåede person. Men en vis samaritaner, som rejste den vej, så ikke blot på ham, men han fik medlidenhed med ham, og gik hen til ham, og forbandt hans sår, og satte ham op på sit eget ridedyr, og bragte ham til værtshuset, og tog sig af ham. Hvor mange har ikke ladet den farvede race gå til på vejkanten? Siden slaverne blev frigivet ved et frygteligt tab af liv i både nordstaterne og i sydstaterne, er de blevet stærkt forsømte af dem der bekender at kende Gud, og som resultat har tusinde af den ikke fået åndelig frihed. Men skal denne ligegyldighed fortsætte? Skal der ikke besluttes noget for at redde dem? Synden har fornedret og fordærvet menneskeslægten, men Kristus lod ikke menneskene gå tabt i deres fornedrelse. Han som var et med Faderen kom til vor verden for at slå bro over den afgrund som synden havde gjort, som adskilte menneskene fra Gud på grund af overtrædelse. Kristus, Sin Faders herligheds afglans, så menneskeheden i deres ynkelighed og syndighed, og beskuede sjæle besmittet med fordærv, fordærvede og deformerede. Han vidste at den faldne slægt sigtede mere til ondt end godt, og praktiserede den mest hadefulde ondskab. De himmelske hære så på verden som nogen der ikke havde fortjent Guds sympati og kærlighed. Engle undrede sig over at Kristus påtog sig at frelse mennesket i sin fortabelse, og for dem virkede som en håbløs situation. De undrede sig over at Gud kunne tolerere en slægt der var så rådden af synd, kunne være en plet på Hans skaberværk. De kunne ikke se nogen plads til kærligheden, men Kristus så at sjæle kunne gå tabt, hvis en arm, der var stærk nok til at befri, ikke blev rakt ud for at frelse.