Kristus sagde til sine disciple: ”De raske har ikke brug for en læge, men de syge . . . jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere til anger.” Dem som erkender deres skyld, mærker deres behov for Frelseren. Hvorfor, oh hvorfor er der ikke gjort mere for at sprede lys i den farvede races formørkede tankesind? Kristus døde for de farvede folk, lige så meget som Han døde for hvide folk. Gennem tro på Kristus kan de farvede folk opnå evigt liv lige så godt som de hvide folk. Dem som Herren ser har vi forsømt, er blevet betroet fornuftsstyrke, og alligevel er de blevet behandlet som om de ikke havde sjæle. De er blevet såret af en såkaldt kristen nation. De er blevet efterladt på vejsiden, og målrettet arbejde ville modvirke de fejl de har begået. Men selvom de er blevet foragtet og forsømt af mennesker, har Gud givet særlig hjælp og oplysning til de mange som var i slaveriet. Han har oplyst deres mørke selvom de var under de allerdårligste forhold, og de har åbenbaret storhedens elementer i kristen karakter over for verden. Mange i den sorte race er blevet rige i troen og tilliden til Gud. De har udvist guddommelig medfølelse for dem som de kunne hjælpe. De har vidst hvad det vil sige at hungre efter forståelse og hjælp; for de blev kun forsømt af dem som så deres ulykkelige tilstand og kunne have hjulpet dem, men som blev forbigået på den anden side, ligesom præsten og levitten, forbigik den forslåede og sårede. Der er sjæle blandt den farvede race som kunne nås, og netop den slags arbejde som deres forhold kræver kunne ydes, så de kunne frelses. Når disse sjæle er omvendte til sandheden, vil de få del i guddommelig natur, og vil gå ud for redde deres medmennesker, til at lede dem som er i mørke til lys. De kan hjælpes i deres lave rang, og for deres del kan de hjælpe til andres gode.