Gud sørger for det farvede folk, og hvis vi vil samarbejde med Ham for deres sjæles frelse, må vi også sørge for dem, og blive medarbejdere sammen med Ham. Vi må angre over for Gud, fordi vi har forsømt missionsarbejdet i den mest efterladte del af Guds moralske vingård. Medlemmerne i vore menigheder behøver at blive oprørte. Der er brug for at starte en virksomhed for vore farvede brødre i hjertet af værket. Vi bør vække en interesse for at sande kristne skal føle noget for de fortrykte og moralsk fornedrede. Det, at deres hud er mørk beviser ikke at de er syndere frem for den hvide race. Megen af deres fordærv er frugten af de hvide folks forsømmelse. De har ikke næret den forståelse som de burde have følt for de forladte og ulykke. Dem der bekender at elske Kristus skulle have arbejdet for deres farvede brødre indtil håbet kommer op i deres hjerter. Mange er fuldstændig modløse, og de er blevet sløve fordi de har været forsømte, foragtede og svigtede. De fattige og uheldigt stillede tæller tusinde, og alligevel har vi set ligegyldigt til, og set deres sorg, og er gået forbi på den anden side. Deres nedværdige tilstand var dom. Den kristne verden er skyldig fordi de ikke har hjulpet dem som behøver mest hjælp. Kristus siger: »Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere til omvendelse.«