Bør vi ikke arbejde på Sydstaternes mark? Vi har haft alle fordele i timelige og åndelige ting, og skal vi så ikke gøre noget for vore farvede brødre? Vi kan ikke forlade den farvede race og regnes som skyldfrie. Kristus taler om Sin egen mission med disse ord: »Herrens Ånd er over mig, fordi han salvede mig, at jeg skal gå med glædesbud til fattige. Han sendte mig for at udråbe for fanger, at de skal få frihed, og for blinde, at de skal få deres syn, for at sætte fortrykte i frihed« og udråbe et nådeår fra Herren.« Skal vi ikke følge Kristi eksempel? Skal vi ikke som Hans menneskelige agenter, fremføre det værk Han kom for at gøre? Kristus sagde: »De raske har ikke brug for en læge, men de syge.« Vi kan ikke efterlade de sjæle Kristus døde for, til at være bytte for Satans fristelser. Vi kan ikke efterlade denne store hjord til deres uvidenhed, mangel, lidelse og fordærv. Dette er ikke at gøre Guds vilje. Vi kan ikke samle alle mulighederne til os selv og til dem som ikke behøver det, og gå forbi dem der virkelig har behov, og så få Guds anerkendelse. Denne forsømmelse tilfalder dem som har haft stort lys, som har haft forunderlige anledninger, som alligevel efterlader en stor del af Guds moralske vingård ubearbejdet. Satan har i årevis såret sit rajgræs blandt de farvede folk, og marken er ikke så let at oparbejde nu, som den kunne bearbejdes for år side. Men der bør ikke være nogen tøven nu. Der bringes skam over Jesus Kristus, når dem som bekender at fremføre det sidste nådesbudskab til verden forbigår denne arbejdsmark. Kristus gik ikke forbi de trængende og lidende. Han forenede barmhjertighedsgerningerne med det frelsesbudskab Han kom at fremføre for menneskene. Han involverede sig i en stadig og utrættelig forkyndertjeneste, og arbejde for de fortabte og sorgrige. Han indledte sit kærlighedsbudskab med forkynder- og godgørenhedsgerninger, efterlod os et eksempel at vi skulle følge i Hans spor.—The Review and Herald, 3. december, 1895.