Vi er i Guds verden, og håndterer Hans goder, og vi afkræves et nøje regnskab over den brug vi gør af Hans betroede rigdomme. Hvis vi samlede Guds gaver sammen til vor egen vinding, hvis vi hengav os i luksus, hvis vi samlede skatte til hobe til os selv, og var ligeglad med deres behov, som lider omkring os, vil vi anklages som skyldige for underslæb af Guds goder. Den lidende menneskeheds råb går op til Gud, og Han hører deres klager om sult, om uvidenhed og om mørke. Han dømmer visselig dem som forsømmer Hans indkøbe ejendom, som lader de lidende gå fortabt, skønt det er i deres magt at hjælpe dem. Han vil drage os til ansvar for deres skyld som efterlades til mål for Satans fristelser, og som i deres uvidenhed og blindhed anklager Gud for at handle partisk med menneskeslægten. Det er fordi de rige ikke arbejder for de fattige, sådan som Gud har planlagt de skal, at de bliver mere og mere stolte, mere selvtilstrækkelige, føjer sig selv mere og bliver mere hårdhjertede. De skiller de fattige fra sig, kun fordi de er fattige, og derved får de lejlighed til at blive skinsyge og jaloux. Mange bliver bitre, og besjæles med had mod dem som har alt, skønt de ikke har noget.