Når vi er forpligtet til at bringe evangeliet ud til den farvede race, påstår mange at omgangen med farvede folk vil besmitte samfundet. Men netop den påstand viser at der skal indføres midler til at fjerne den degeneration som har været over denne race. Som et folk skal vi ikke længe sige med vor holdning: ”Er jeg min broders vogter?” Vi bør rejse os selv op til at handle retmæssigt og elske barmhjertighed. Vi bør gøre det tydeligt med vore handlinger, at vi har den tro som de hellige kæmper for. Vi bør gå frem og opsøge de fortrykte, opløfte de faldne, og bringe hjælp til dem som behøver vor hjælp. Vi bør huske på at mange blandt de farvede folk, som er blevet betroet Gudsgivne evner, som har forstandsmæssige evner der langt overgår mestrene, som hævder dem som deres ejendom, blev tvunget at udholde enhver krænkelse, og deres sjæle sukkede under den mest grusomme og uretfærdige undertrykkelse. De var ærgerrige efter at få deres frihed, og søgte enhver mulig anledning til at få den. Til tider fik deres opsatte håb dem til at blusse op af vrede, og de blev tvunget til at lide så frygtelige straffe over at deres mod var brudt, og alle ydre tegn på deres humør blev holdt nede. Men andre planlagde i årevis, og lykkes til sidst med at få deres frihed. Mange af disse udfylder betroede stillinger, og har demonstreret at den farvede race er i stand til at danne sig og blive bedre. Som et folk der hævder at proklamere det sidste nådesbudskab til verden, kan vi således ikke forsømme sydstaternes mark, for det er en del af Guds moralske vingård. Det er ikke vor opgave at studere konsekvenser, men vi skal gå ud på marken og arbejde for de farvede folk lige så alvorligt som for hvide folk, og overlade resultaterne til Gud. Det tilkommer os at arbejde med alle vore gudsgivne evner, for at genløse den tid vi har spildt på at planlægge at undgå dårlige resultater med arbejdet i Sydstaternes marker.