If one who daily communes with God errs from the path, if he turns a moment from looking steadfastly unto Jesus, it is not because he sins willfully; for when he sees his mistake, he turns again, and fastens his eyes upon Jesus, and the fact that he has erred does not make him less dear to the heart of God. He knows that he has communion with the Saviour; and when reproved for his mistake in some matter of judgment, he does not walk sullenly, and complain of God, but turns the mistake into a victory. {FLB 118.3}

Hvis nogen med dagligt fællesskab med Gud fraviger stien, hvis han et øjeblik vender de øjne bort, som har set fast på Jesus, er det ikke fordi han synder med overlæg; for når han ser sin fejltagelse, vender han sig igen, og fæstner sine øjne på Jesus, og det at han har fejlet gør ham ikke mindre dyrebar for Guds hjerte. Han ved at han har fællesskab med Frelseren, og når han irettesættes for sin fejltagelse i nogle retssager, vandrer han ikke surmuglende bort, og beklager sig over Gud, men vender fejltagelsen til en sejr.