Through Christ was to be fulfilled the purpose of which the tabernacle was a symbol—that glorious building, its walls of glistening gold reflecting in rainbow hues the curtains inwrought with cherubim, the fragrance of ever-burning incense pervading all, the priests robed in spotless white, and in the deep mystery of the inner place, above the mercy seat, between the figures of the bowed, worshiping angels, the glory of the Holiest. In all, God desired His people to read His purpose for the human soul. It was the same purpose long afterward set forth by the apostle Paul, speaking by the Holy Spirit: {FLB 192.6}

Igennem Kristus skulle denne hensigt opfyldes, hvori tabernaklet var symbolet: Den herlige bygning, dets mure af glitrende guld genspejlet i regnbuefarverne var indvævet i gardinerne, duften af evigt brændende røgelse gennemtrænger alt, præsterne iklædt hvidt ude pletter, og i det inderste steds dybe mysterium, over nådestolen, mellem de bøjede figurer, bedende engle, herligheden af de Helligste. I alt ønskede Gud at Hans folk skulle læse Hans hensigt for menneskesjælen. Det var den samme hensigt som apostlen lagde frem, lang tid efter; da han ved Helligånden sagde: