The showbread was kept ever before the Lord as a perpetual offering.... It was called showbread, or “bread of the presence,” because it was ever before the face of the Lord. It was an acknowledgment of man’s dependence upon God for both temporal and spiritual food, and that it is received only through the mediation of Christ.... Both the manna and the showbread pointed to Christ, the living bread, who is ever in the presence of God for us. {FLB 197.2}

Skuebrødene blev altid fremholdt for Herren som et evig offer. . . . De blev kaldt for skuebrød, eller ”tilstedeværende brød,” fordi de altid blev holdt frem for Herrens ansigt. Det var en anerkendelse af menneskets afhængighed af Gud i både timelig og åndelig mad, og at det kun blev modtaget gennem Kristi mellemkomst. . . . Både mannaen og skuebrødene pegede hen på Kristus, det levende brød, som altid er i Guds nærvær, for os.