Several years ago, while journeying from Christiania, Norway, to Goteborg, Sweden, I was favored with the sight of the most glorious sunset it was ever my privilege to behold. Language is inadequate to picture its beauty. The last beams of the setting sun, silver and gold, purple, amber, and crimson, shed their glories athwart the sky, growing brighter and brighter, rising higher and higher in the heavens, until it seemed that the gates of the city of God had been left ajar, and gleams of the inner glory were flashing through. For two hours the wondrous splendor continued to light up the cold northern sky—a picture painted by the great Master Artist upon the shifting canvas of the heavens. Like the smile of God it seemed, above all earthly homes, above the rock-bound plains, the rugged mountains, the lonely forests, through which our journey lay. {FLB 248.2}

For flere år siden, under en rejse fra Kristiania i Norge til Gøteborg i Sverige, havde jeg fornøjelsen at se den herligste solnedgang, jeg nogen sinde havde fået lov at se. Sproget er ikke tilstrækkeligt til at skildre dens skønhed. De sidste stråler fra den nedgående sol, sølv, guld, rødviolet, ravgult, og højrødt, spredte deres herlighed tværs over himmelen, og blev klarere og klarere, og rejste sig højere og højere op mod himlene, indtil det var som om at portene til Guds stad stod på klem, og glimt fra den indre herlighed glimtede igennem. I to timer varede denne forunderlige herlighed, ved med at lyse de kolde nordiske himmel op – et billede blev malet af den store Mester-Kunstner på himmelens skiftende lærred. Det virkede som at Guds smil var over alle jordiske hjem, over klipperige sletter, knudrede bjerge, ensomme skove, igennem hvilke vor rejse gik.