The sun shone brilliantly on the dazzling snow of one of the highest mountains of the Alps, as a traveler followed his guide along the narrow path.... He had confidence in his guide, and followed fearlessly in his footsteps, though the track was entirely new to him. Suddenly he hesitated; for the bold mountaineer stepped across a narrow but very deep chasm, and then, holding out his hand, asked ... [him] to take it, and step across. Still the traveler hesitated, but the guide encouraged him to obey, saying reassuringly, “Take my hand; that hand never lets go.” {FLB 249.2}


Troen jeg lever af kapitel 244. 244.     Fra side 249 i den engelske udgave.tilbage

31. August -Hånden der aldrig slås af

Solen skinnede glinsende på den forblændende sne på en af Alpernes højeste bjerge, idet en rejsende fulgte sin fører på den smalle sti. . . . Han havde tillid til sin fører, og fulgte frygtløst i hans fodtrin, selvom sporet var helt nyt for ham. Pludseligt tøvede han; for den frimodige bjergbestier trådte over en meget dyb kløft, og da spurgte han, medens han rakte sin hånd ud. . . (ham) om at tage den, og trådte hen over kløften. Vandringsmanden tøvede lidt endnu, men føreren opmuntrede ham til at adlyde, og sagde forvissende: ”Tag min hånd; hånden slipper dig ikke.”

Sætning:
- skal ændres til:
navn og/eller e-mail:

Oversætterens indentitet er ikke nævnt her. Ændringen foretages efter vurdering.