Kristi menneskenatur var syndfri
Selv om Kristus tog menneskets natur i dets faldne tilstand, havde han ikke den mindste del i dets synd. Han var underlagt menneskets skrøbelighed. "For at det skulle gå i opfyldelse, som er talt ved profeten Esajas, der siger: "Han tog vore lidelser, han bar vore sygdomme." (Matt 8,17). Han kan have medlidenhed med os i vor svaghed og han blev prøvet i alt, på samme måde som vi, men han var uden synd. Han var "et lam uden plet og lyde" (1Pet 1,19). Kunne Satan, selv i den mindste ting, have fristet Kristus til at synde, ville han have knust Frelserens hoved. Som det var, klarede han kun at hugge ham i hælen. Var Kristi hoved blevet knust, ville der ikke have været noget håb for mennesket. Guds vrede ville da have ramt Kristus på samme måde som den ramte Adam. Kristus og menigheden ville have været uden håb.