Da denne menighed blev vejet på helligdommens vægtskål, viste det sig at den manglede noget, den havde forladt sin første kærlighed. Det sandfærdige vidne erklærede: "Jeg kender dine gerninger og din møje og udholdenhed og ved, at du ikke kan døje de onde og at du har prøvet dem, der påstår at være apostle, men ikke er det og har fundet, at de lyver. Du har udholdenhed og har døjet meget på grund af mit navn og er ikke blevet træt." (Åb 2,2-3). Til trods for alt dette er der noget menigheden mangler. Hvad er det for en livsvigtig mangel? "Du har forladt din første kærlighed." Er det ikke sådan med os også? Læren kan være den rette, vi kan afsky falsk lære og ikke godtage dem som afviger fra principperne og vi kan arbejde intenst. Men selv ikke dette er tilstrækkelig. Hvad er vore motiver? Hvorfor bliver vi formanet til at vende om? "Du har forladt din første kærlighed."