Satans angreb. Mandag begyndte vi vor hjemrejse. . . . . Medens vi sad i vognene lagde vi planer for at skrive og udgive bogen med navnet Store Strid, umiddelbart efter vi var kommet hjem. Da havde jeg det ligeså godt som normalt. Da toget kom til Jackson, tog vil til Br. Palmers. Vi havde været i huset en kort tid, medens jeg talte med str. P. nægtede min tunge at sige det jeg ønskede at sige, og virkede stor og følelsesløs. En besynderlig kold (100) følelse slog mit hjerte, gik over mit hoved og ned i min højre side. I en stund var jeg følelsesløs; men blev vækket op af stemmen til en inderlig bøn. Jeg prøvede at bruge min venstre arm og ben, men de var helt følelsesløse. I en kort tid troede ikke at jeg skulle leve. - Samme, s. 271.