Trængselstiderne var over os. Jeg så vort folk i stor nød, grædende og bedende, anmodede om Guds sikre løfter, medens de onde var omkring os og hånede os truede med at ødelægge os. De spottede (428) vor svaghed, de hånede vor lille skare, og spottede os med ord der skulle skære dybt. De anklagede os for at tage uafhængig stilling fra resten af verden. De havde afskåret vore pengemidler så at vi ikke kan købe eller sælge, og de henviste til vor usle fattigdom og nedslåede tilstand. De kunne ikke se hvordan vi kan leve uden verden. Vi var afhængig af verden, og vi må indrømme verdens sæder, praksis og love, ellers må vi forlade den. Hvis vi er det eneste folk i verden som Herren begunstigede, ville vor optræden være frygteligt imod os.