Fra Tid til anden har jeg modtaget Breve med spørgsmål angående de Pligter, der påhviler Sabbabskolens Formand. En, der følte sig bekymret, fordi han ikke kunde vække større Interesse hos Lærere og Medlemmer, sagde, at han brugte megen Tid til at tale med dem og forklare alt, som han mente kunde være af Betydning for dem at forstå, og alligevel, syntes der at herske en stor Mangel på Interesse. De blev ikke åndelig påvirkede. Jeg ønsker her at sige til denne oprigtige Broder og til andre, der måtte arbejde under lignende Vanskeligheder: Undersøg, om I ikke for en stor Del er ansvarlige for denne mangel på åndelig Interesse. Mange søger at gjøre for meget og undlader at opmuntre deres Lærere og Elever til at gjøre, hvad de kan. De er i stort Behov af Ligefremhed og åndeligt Alvor. De holder lange, tørre Taler i Sabbatsskolen og i Lærermødet og trætter derved både Lærere og Elever. Sådanne Bemærkninger forfejler ganske deres Hensigt. Undervisningen afpasses ikke efter Skolens virkelige Trang, og de vinder ikke de andres Hjerter, fordi deres egne Hjerter ikke er fulde af åndelig Medfølelse. De indser ikke, at de ved deres langtrukne, trættende Bemærkninger dræber Interessen for og Kjærligheden til Sabbatsskolen. . . .