Jesus havde lært og helbredet uafbrudt hele dagen, og han ønskede meget at være ene og få hvile for sig og sine disciple. Han sagde derfor til dem, at de skulle ledsage ham til den anden side af søen. Men før han steg i båden, blev han tiltalt af en skriftklog, som havde lyttet til hans ord, da han fremstillede sandhedens skatte som noget der var mere værdifuldt end skjulte skatte på jorden. Den skriftkloge tænkte i sit formørkede sind, at Jesus ønskede at skaffe sine efterfølgere jordiske skatte. Han tiltalte ham derfor ivrig, ligesom Judas havde gjort: "Mester, jeg vil følge dig hvor du går hen." Frelseren læste de uværdige tanker, som bevægede hans hjerte, og svarede ham, ligesom han havde svaret Judas: "Ræve har huler og himmelens fugle reder; men Menneskesønnen har ikke det sted hvor han kan lægge sit hoved til hvile." Den jødiske lærer tænkte blot på sin egen fordel, da han foreslog at følge Jesus. Han håbede. at Frelseren snart ville oprette sit rige på jorden, og at den rigdom og ære, som hans disciple da ville opnå, var de rigdomme, som Jesus havde talt om. Hans sind var forblindet af gerrighed og verdenskærlighed, thi ellers kunne han ikke således misfortolke Frelserens ord.