Intet adskilte jøderne mere fra alle andre folkeslag eller udmærkede dem så meget som Skaberens sande tilbedere som sabbaten. Dens helligholdelse var hele tiden et synligt tegn på deres forbindelse med Gud og adskillelse fra andre folk. Alt almindeligt arbejde til livets ophold eller jordisk vinding var forbudt på den syvende dag. I overensstemmelse med det fjerde bud blev sabbaten bestemt til hvile og tilbedelse. Alle verdslige beskæftigelser blev lagt til side. Men godgørenhed og barmhjertigheds-gerninger var i harmoni med Herrens hensigt; de skulle ikke indskrænkes hverken til tid eller sted. Det er kærlighedens gerning at hjælpe de besværede og trøste de sørgende, og dermed ærer man Guds hellige dag.