Mens jeg bøjede mig sammen med andre, som søgte Herren, var dette min eneste Bøn: "Jesus, hjælp mig! Frels mig, ellers foregaar jeg! Jeg vil ikke ophøre med at bønfalde dig, indtil min Bøn er hørt, og mine Synder er tilgivne." Jeg følte mig mere nødlidende og hjælpeløs end nogensinde før. Mens jeg knælede og bad, følte jeg, at min Byrde pludselig forsvandt, og jeg blev let om Hjertet. I Begyndelsen førte jeg mig urolig herover og forsøgte at tage min tunge Byrde op igen. Den syntes for mig, som om jeg ingen Ret havde til at føle mig glad og lykkelig. Men Jesus syntes at være mig saa nær, og jeg følte, at jeg kunde komme til ham med alle mine Sorger og Prøver, ligesom de nødlidende kom til ham for at faa Hjælp, da han vandrede her paa Jorden. Jeg var glad i Forvisningen om, at han kjendte mine særegne Prøver og sympatiserede med mig; o jeg kan aldrig glemme denne herlige Forvisning om Jesu Medlidenhed med en, der er saa uværdig. Jeg lærte mere om Kristi guddommelige karakter i den korte Stund, da jeg bøjede mig ned med de bedende end nogensinde tilforn.