Seks Måneder gik hen, uden at en eneste Sky omkom mellem mig og min Frelser. Nårsomhelst der var en passende Anledning, aflagde jeg mit Vidnesbyrd og følte mig storlig velsignet. Undertiden hvilede Guds Ånd over mig med en sådan Kraft, at jeg blev aldeles afmægtig. Dette var ligesom en Torn i Øjet på dem, som var udgåede fra de andre Kirkesamfund, og jeg fik ofte at høre Bemærkninger, som sårede mig meget. Mange kunde ikke tro, at Guds Ånd ville hvile over en Person i et så rigt måde pinlig. Jeg begyndte at tænke, om det ikke alligevel var bedre at tilbageholde mit Vidnesbyrd i Forsamlingen og således undertrykke mine Følelser, når der uvestes en sådan Modstand hos nogle, der var ældre og havde en længere Erfaring end jeg.