Jeg så en Trone, og på den sad Faderen og Sønnen. Jeg fæstede mit Blik på Jesu Åsyn og henreves af hans Skikkelses Skjønhed. Faderens Skikkelse kunde jeg ikke se, thi en herlig Lyssky omgav ham. Jeg spurgte Jesus, om hans Fader havde en Skikkelse lig ham selv. Han sagde, at han havde, men at jeg ikke kunde se ham; thi, sagde han, om du blot engang skulde se hans Herlighed, vilde du omkomme. Foran Tronen så jeg Adventskaren – Kirken og Verden. Jeg så to Grupper, den ene nedbøjet foran Tronen dybt påvirket, den anden stående upåvirket og ligegyldig. De, der var nedbøjede foran Tronen, opsendte Bønner til Jesus og fæstede Blikket på ham; han så da hen på sin Fader og syntes at gå i Forbøn for dem. Et Lys syntes at undgå fra Faderen til Sønnen og fra Sønnen til den bedende Skare. Da så jeg et særdeles stærkt Lys, som udgik fra Faderen til Sønnen og fra Sønnen udbredde sig over Folket foran Tronen. Men kun få vilde vedkjende sig dette stærke Lys, Mange drog sig tilbage for det og begyndte straks at modstå det; andre var ligeglydige og brød sig ikke om Lyset, og det flyttede sig bort fra dem. Nogle holdt sig til det og gik og bøjede sig ned med den lille bedende Skare. Alle i denne Skare vedkendte sig Lyset og glædede sig over det, og deres Ansigter oplystes af dets Glans.