Trods al forfølgelse mod de hellige fremstod der overalt levende vidner for Guds sandhed. Herrens engle udførte den gerning, som var blevet overdraget til dem. De gennemsøgte de mørkeste steder, og ud af mørket samlede de sådanne, som havde et oprigtigt hjerte. Alle disse var nedsænket i vildfarelse, men Gud kaldte dem, ligesom han kaldte Saulus, til at være hans udvalgte redskaber, der skulde bringe hans sandhed ud og opløfte deres røst imod synden hos dem, der kaldte sig hans folk. Engle fra Gud påvirkede Martin Luther, Melanchthon og andre på forskellige steder og frembragte hos dem en tørst efter det levende vidnesbyrd i Guds ord. Fjenden var kommen ind som en voldsom flod, og banneret måtte løftes imod ham. Luther var den, der var udvalgt til at trodse stormen, møde en falden kirkes vrede og styrke de få, som var deres hellige bekendelse tro. Han var altid bange for at fortørne Gud. Han søgte at vinde hans velbehag ved gerninger, men fandt ikke tilfredsstillelse, før en lysstråle fra himlen fordrev mørket i hans sind og ledte ham til ikke at stole på gerninger, men på Kristi blods fortjeneste. Da kunne han selv træde frem for Gud, ikke med paver eller skriftefædre som mellemled, men ved Jesus Kristus alene.