Jeg bliver dybt oprørt i mit sind om den lave standard der er bland vore folk. Og når jeg tænker på de veer der var ved Kapanerum, tænker jeg hvor meget mere vil der ikke komme over deres dom, som kender sandheden og har ikke vandret efter sandheden, men i gnisterne til deres egen optænding. I nattestunden taler jeg til folk på en meget højtidelig måde, bønfalder dem at spørge deres egen samvittighed; Hvad er jeg? Er jeg en kristen, er jeg det ikke? Er mit hjerte fornyet? Har Guds forvandlende nåde formet min karakter? Har jeg angret mine synder. Er de blevet bekendt? er de tilgivet? Er jeg ét med Kristus ligesom han er et med Faderen? Hader jeg det som jeg tidligere har elsket? Regner jeg alt som et tab, for det fantiske at kende Kristus Jesus? Føler jeg at jeg er Jesu Kristi købte ejendom, og at jeg må bruge enhver time på hans tjeneste?