Lige før han forlod sine disciple og tog til de himmelske sale, opmuntrede Jesus dem med Helligåndens løfter. Dette løfte gælder lige så meget os som det gjaldt dem, og hvor er det stadig pragtfuldt fremlagt for folket, og dets modtagelse der er omtalt i menigheden. Som følge af denne tavshed over dette mest vigtige emne, hvilke løfte kender vi da ikke mere til om dets praktiske udførelse, end det rige løfte om Helligåndens gave, hvorved virkeevne er blevet givet til al vor åndelige arbejde? Helligåndens løfte er skødesløst brugt i vore taler, er tilfældigt berørt, og det er det hele. Der er blevet dvælt på profetier, læresætninger er blevet udlagt; men det som er centralt for menigheden for at den kan vokse i åndelig styrke og virkeevne, for at prædiken kan føre overbevisning med sig, og sjæle bliver omvendte til Gud, er for det meste løftet ud af forkyndergerningen. Dette problem er blevet sat til side, som om det nogle gange i fremtiden ville blive givet til overvejelse. Andre velsignelser og privilegier er givet til folket indtil et ønske i menigheden er blevet næret om opnåelse af den velsignelse der er lovet af Gud; men påvirkningen med hensyn til Helligånden har været at den gave ikke er til menigheden nu, men at det i nogle gange i fremtiden vil være nødvendigt for menigheden at modtage den. Den lovede velsignelse, hvis den er hævdet ved tro, ville bringe alle andre velsignelser i dets række, og der vil blive givet frihed til Guds folk. Gennem fjendens listige påfund, synes Guds folks sind at være ude af stand til at forstå og anvende Guds løfter. De synes at tænke at kun den sparsomme regn af nåde falder på den tørstige sjæl. Guds folk har vænnet dem selv til at tro at de må stole på deres egne anstrengelser, denne lille hjælp modtages fra himlen; resultatet bliver at de har et lille lys til at videregive til andre sjæle der dør i vildfarelse og mørke. Menigheden har i lang tid været tilfreds med at nå op til de ophøjede privilegier der er erhvervet dem for uendelige små omkostninger. Deres åndelige styrke har været svag, deres erfaring er af en lille og forkrøblet karakter, og de er diskvalificerede for det arbejde Herren ville have dem til at gøre. De er ikke i stand til at overbringe de store og herlige sandheder fra Guds hellige ord som ville domfælde og forvandle sjæle gennem Helligåndens indvirkning. Guds kraft afventer deres krav og modtagelse. En glædens høst vil være udført af dem der sår sandhedens hellige frø. »De går deres gang med gråd, når de udstrøer sæden, med frydesang kommer de hjem, bærende deres neg.«