Da vi var i Oswego, N. Y., besluttede vi at besøge Vermont og Maine. Jeg forlod min lille Edson, som den gang var ni måneder år gammel, i Sr. Bonfoeys varetægt, da vi var på vor vej til at gøre Guds vilje. Det var meget vanskeligere at arbejde den gang end det er nu. Vi arbejdede meget hårdt, og led mange afsavn, for at kun udrette lidt. Vi fandt brødre og søstre i adspredt og forvirret tilstand. Næsten alle var påvirket af nogle vildfarelser, og alle lod til at være nidkære for deres egne meninger. Vi led ofte store sindspinsler for at møde så få som var rede til at lytte til bibelsandheden, medens de gemte så ivrigt på vildfarelse og fanatisme. Vi var nød til at tilbagelægge en lang og udtrættende rute på femogtres kilometer med ophold for at komme til Sutton, vort bestemmelsessted. Jeg var syg og rejste under megen smerte. Min mand var bange for at jeg hvert øjeblik ville besvime, og ofte hviskede ofte til mig at tro på Gud. Vor tavse og dog alvorlige bønner gik op til himlen efter styrke til at klare det. For hver femten kilometer blev hestene ændret, som var til stor hjælp for mig, da jeg kunne gå ind i et hotel og hvile nogle få minutter, og ligge ned. Herren hørte os bede, og gav mig kæfter til at fuldføre rejsen.