Da Gud havde formet jorden, var der bjerge, bakker og sletter, og udspredt iblandt dette var der floder og vand resavater. Jorden var ikke en udstrakt slette, men landskabets ensformighed blev afbrudt af høje og bjerge, ikke høje og sønderrevne således som de nu er, men regelmæssige og skønt dannede. De høje, nøgne klipper sås ikke på dem, men lå nedenunder overfladen, og tjente jorden som ben i et legeme, og de skønne sletter, var smykkede med planter og blomster, og høje, majestætiske træer af enhver beskaffenhed, hvilke var mange gange større og langt skønnere end træer nu er. Luften var ren og sund, og jorden lignede et prægtigt palads. Englene beskuede Guds underfulde og skønne værk og glædede sig derover.