Vinteren 1864 blev min søn Willie pludselig og voldsomt slået ned af lungefeber. Vi havde netop begravet vor ældste søn som havde denne sygdom, og vi var meget ængstelige når det gjaldt Willie, fordi vi frygtede for at også han skulle dø. Vi bestemte os for ikke at sende bud efter læge, men selv gøre det bedste vi kunne for ham ved brug av vand, og så bede inderlig til Herren for ham. Vi fik nogle med os som havde tro til at forene deres bønner med vore. Vi havde en herlig vished om Guds nærvær og velsignelse.