Da slutningen af de halvfjerds års fangeskab nærmede sig, blev Daniel meget bekymret angående Jeremias' profetier. Han indså, at den tid var forhånden, da Gud atter ville prøve sit udvalgte folk, og med faste ydmygelse og bøn anråbte han himlens Gud på Israels vegne i følgende ord: "Ak Herre, du store og forfærdelige Gud, som bevarer pagt og miskundhed imod dem, som elsker dig, og imod dem, som holder dine bud! Vi har syndet og gjort ilde og har handlet ugudeligt og været genstridige, og vi er vegne fra dine bud og fra dine love. Og vi hørte ikke på disse tjenere, profterne, som talede i dit navn til vore konger, vore fyrster og vore fædre og til alt folket i landet." Daniel omtaler ikke sin egen troskab for Herren. I stedet for at gøre fordring på at være ren og hellig regner denne ærede profet sig beskedent med Israels folk, som i virkeligheden var skyldige ligeoverfor Gud. Den visdom, som Gud hade overdraget ham, stod så langt over dem i visdom, som verdens store mænd besat, som middagssolens stråler overgår den svageste stjerne. Men læg mærke til den bøn, som denne mand, hvem himlen har agtet så højt, opsender. Med dyb ydmyghed, med tårer og et sønderknust hjerte bed han til Gud for sig selv og for sit folk. Han åbenbarer sin sjæl for Gud; han bekender sin egen uværdighed dog anerkender Herrens storhed og majestæt. Hvilket inderligt alvor besjæler hans bønner! I tro rækker han sine hænder og griber fat i den Højestes urokkelige løfter. Han kæmper i sjæleangst; men han får også det vidnesbyrd, at herren har hørt hans bøn; han ved, at sejren hører ham til