Apostlen Johannes tilbragte sine tidlige år i selskab med de ulærde fiskere på Tiberias sø. Han havde ikke nydt en skoleopdragelse; men ved at være sammen med Kristus, de store lærer, erholdt han den bedste opdragelse, som noget forkrænkeligt menneske kunde få. Han drak begærligt ved visdommens kilde, og derpå søgte han at lede andre til den "kilde af vand, som opvælder til et evigt liv". Den ligefremhed, hvormed han talte, den ophøjede kraft, som ledsagede de sandheder, han ytrede, og den åndelige fyrighed, som udprægede hans undervisning, skaffede ham adgang til alle folkeklasser. Men selv de troende var ikke i stand til fuldstændig at fatte den guddommelige sandheds ophøjede hemmeligheder, som han udvirkede i sine taler. Han syntes at være stadig besjælet af den Helligånd. Han søgte at løse folkets tanker op, så at de kunde fatte det usynlige. Den visdom, hvormed han talte, fik hans ord til at falde ligesom en dug, der blødgjorde og bøjede sjælen.