Emnet helligdommen var den nøgle, som løste mysteriet omkring skuffelsen i 1844. Dette emne gav indblik i et fuldstændigt sandhedssystem. Det var sammenhængende og harmonisk og viste, at Guds hånd havde ledet den store adventbevægelse. Det viste endvidere Guds folk dets pligt på dette tidspunkt ved at kaste lys over dets stilling og dets opgave. Ligesom disciplene blev glade, "fordi de så Herren," efter at de havde tilbragt en frygtelig nat i angst og skuffelse, kunne de som i tro havde ventet Kristi genkomst nu glæde sig. De havde ventet at se ham komme i herlighed for at give sine tjenere deres løn. Da de blev skuffet, tabte de Jesus af syne og råbte ligesom Maria ved graven: "De har taget min Herre bort, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham." Nu så de ham igen. Han var i det allerhelligste som deres medlidende ypperstepræst, der snart skulle komme som deres konge og befrier. Lyset fra helligdommen oplyste både fortiden, nutiden og fremtiden. De vidste, at de var blevet ledet af Guds ufejlbarlige forsyn. Skønt de ikke havde forstået det budskab, som de forkyndte, ligesom tilfældet var med disciplene, var det rigtigt i alle henseender., De havde gjort Guds vilje ved at forkynde det, og deres arbejde i Herren havde ikke været forgæves. Efter at være blevet genfødt "til et levende håb", glædede de sig "med en usigelig og forherliget glæde."