For mange mennesker er syndens oprindelse og årsagen til dens eksistens en stor gåde. De ser syndens værk og den frygtelige sorg og fortvivlelse, den forårsager, og de spørger, hvorledes alt dette kan eksistere, når en Gud, hvis visdom, magt og kærlighed er uendelig, har herredømmet. Her er et problem, som de ikke kan finde nogen løsning på, og i deres utryghed og tvivl bliver de blinde for de sandheder, som er tydeligt åbenbaret i Guds ord, og som er en forudsætning for frelse. Der findes mennesker, som i deres forskning af syndens eksistens forsøger at undersøge det, Gud aldrig har åbenbaret. Derfor finder de ingen løsning på deres problemer, og de iblandt dem, som er drevet af deres trang til at tvivle og fremkomme med smålig kritik, benytter denne undskyldning til at forkaste Guds ord. Andre mangler en fyldestgørende forståelse af syndens store problem, fordi tradition og fejlagtig fortolkning har tilsløre t Bibelens lære om Guds karakter, hans styreform og den måde som han behandler synden på. |