De, som i troen havde ventet paa Herrens aabenbarelse, blev for en tid indhyllede i tvivl og uvished, da tiden gik hen, paa hvilken man først havde ventet hans komme, nemlig i foraaret 1844. Verden betragtede dem som mennesker, der havde lidt et fuldstændigt nederlag, og som nu maatte indrømme, at de havde ladet sig henrive af vildfarelser; men Guds ord var endnu en kilde for dem til trøst. Mange vedblev at ransage skrifterne. De undersøgte paany beviserne for sin tro og undersøgte omhyggelig profetierne for at erholde nyt lys. De vidnesbyrd i bibelen, hvorpaa de grundede sin tro, syntes at være klare og overbevisende. Tegn, som man ikke kunde tage fejl af, viste, at Kristi komme var nær. Guds særdeles velsignelse, som viste sig baade ved syndernes omvendelse og ved ny vækkelse til aandeligt liv blandt de kristne, havde vidnet om, at budskabet var fra Gud. De troende kunde ikke forklare sin skuffelse; men de var dog visse paa, at Gud havde ledet dem i deres forbigangne erfaring.