Læren om heligdommen var den nøgle, som aabnede det hemmelighedsfulde ved skuffelsen i 1844. Den oplukkede et fuldstændigt sandhedssystem, som var sammenhængende og harmonisk, og viste, at Guds haand havde styret den store adventbevægelse. Den aabenbarede nærværende pligter, idet den paapegede Guds folks stilling og værk. Ligesom Jesu disciple, efter den forfærdelige nat, da de maatte lide smerte og skuffelse, blev "glade, da de saa Herren," saaledes glædede disse sig nu, som i troen havde forventet hans andet komme. De havde ventet, at han skulde komme i herlighed for at give sine tjenere løn. Da deres haab blev skuffet, havde de tabt Jesus af syne, og ligesom Maria ved graven raabte de: "De har taget min herre bort, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham." Nu saa de ham igjen i det allerhelligste som deres medlidende ypperstepræst, der snart skulde aabenbares som deres konge og forløser. Lyset fra helligdommen oplyste fortiden, nutiden og fremtiden. De vidste, at Gud havde vejledet dem ved sit ufejlbarlige forsyns styrkelse. Omendskjønt de ligesom de første disciple ikke havde forstaaet det budskab, de forkyndte, saa havde det dog i enhver henseende været ret. De havde udført Guds plan, idet de forkyndte det, og deres arbejde har ikke været forfængeligt i Herren. Jgjenfødte til et levende haab frydede de sig med "uudsigelig og forherliget glæde".