En ny kejser, Karl V. havde besteget Tysklands trone, og Roms udsendinge hastede med at fremsende sin lykønskning og at overtale fyrsten til at anvende sin magt mod reformationen. Kurfysten af Sachsen, som Karl for en stor del skyldte sin krone, bad ham derimod om ikke at tage noget skridt imod Luther, før den havde givet ham anledning til at forsvare sig. Kejseren kom saaledes i en stilling, som satte ham i en stor forlegenhed og forvirring. papisterne vilde ikke lade sig tilfredsstille med noget mindre end en kejserlig befaling, som fordømte Luther til døden. Kurfyrsten derimod havde bestemt erklæret, at hverken dens kejserlige majestæt eller nogen anden endnu havde overbevist ham om, at reformatorens skrifter var bleven gjendrevne. Han fordrede derfor, at Luther skulde forsynes med et lejdebrev, saa at han kunde svare for sig selv for en forsamling af lærde, fromme og upartiske dommere.