Vi besøgte en lutheransk kirke, en gammel bygning som tilsyneladende havde stået uændret i hundredvis år. Den var bygget af bjælker, væggene såvel som taget var dækket af firkantede tækkespån, og malet i mørkerødt. Dørene er lave. Indersiden af bygning er hvælvet og med loft over. Det virkede som en fængsel; vi kunne mærke en særlig underjordisk kulde, og de tætstående kirkebænke, med deres smalle sæder og høje og lige bagsider, antydede tortur. Det sted hvor talerstolen står i vore kirker, var et alter, men ikke ophøjet over gulvet. Det var omgivet på afstand af et cirkulært rækværk, uden for, og uden for dette var et lavt sæde som nadverdeltagerne kunne knæle på, når de tog de hellige oblater. Til højre for alteret, befæstet til en fremstående søjle, var en lille kasselignende prædikeskol, der bestiges af trapper. Et timeglas gav stedet et endnu mere antikt udseende. Præstens studierum bagud var oplyst af små tilgitrede vinduer. Det indeholdt et bort og stol, og to små skrin med bøger, og var i overensstemmelse med resten af bygningen. Jeg kunne ikke se et mere sørgeligt sted. Denne gamle bygning lod til at være et levn fra den Mørke Tidsalder, som om præst og folk havde sovet i hundredvis af år. Jeg kunne blot tro at dette passede til kirkens tilstand.