Vi forlod Køln tidligt om morgnen. Vandet er klart og solbeskinnet under hele rejsen hjemad, og vi fik anledning til at se landet. Fra dette sted til Bingen gik vore ruteføring gennem Rhinens navnkundige højlande. Sceneriet er stort og malerisk, og om sommeren må det være ud over al beskrivelse. Jernbanelinjerne tæt op ad flodbredden, snor sporet sig omkring bjergene, og giver et frit udsyn til floden hele vejen. På begge sider er der bjerger, der skråner ned til bredden, der rejser sig stejlt fra vandkanten. Slotte og tårne er spredt overalt på flodbredden, besmykker enhver anbefalelsesværdig position langs bredden. Fra næsten alle klippefremspring eller bjergtop ser et gammelt slot eller ruin ned på den smilende dal. Bjergene er terrasseopdelt og dækket af vingårde, og går i zigzag-formede stier op af deres sider, til vagttårne og pavilloner på klippernes toppe, eller langt op til tårne og slotte der kroner højdepunktet. På bakkerne og i dalene er der lunde, frugtgårde og haver; og bøndernes landsbyer ligger lunt ved bjergfoden, eller stejlt op af bakkeskråninger, og en gå gammel kirke løfter sit spir fra et ophøjet sted over den lille landsby. På begge sider af floden er der veje og jernbanespor, toget på den modsatte bred kører ved siden som kapløb med vores, og ofte forsvinder den sin spydspids igennem en bjergtunnel. Tæt ved siden af os flyder den smukke Rhin, som er rolig og jævn som glas, og i det rolige skød glider små dampere op og ned.