I mere end tusind år havde jødefolket ventet på Frelserens komme. Deres lykkeligste forhåbninger havde drejet sig om denne begivenhed. I sang og profetier, i tempelritualer og bønner i hjemmet havde de bevaret hans navn. Og alligevel kendte de ham ikke, da han kom. Himmelens elskede Søn var for dem „som et rodskud af den tørre jord. Hans skikkelse havde ingen skønhed,“ og de så i ham intet smukt, så de kunne synes om ham. „Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham.“