Kapitlet er bygget op over Matt 11,1-11; 14,1-11; Mark 6,17-28; Luk 7,19-28.
Johannes Døber havde været den første til at forkynde Kristi rige, og han var også den første, der kom til at lide. Fjernt fra ørkenens frie luft og de store skarer, der betaget havde lyttet til hans ord, var han nu indespærret i et underjordisk fangehul. Han var blevet fange i Herodes Antipas’ fæstning. Johannes havde udfoldet meget af sin virksomhed i landet øst for Jordan, som var under Antipas’ herredømme. Herodes havde selv lyttet til Døberens prædiken. Den udsvævende konge havde skælvet ved at høre kaldet til omvendelse. „For Herodes var bange for Johannes, da han vidste, at han var en retfærdig og hellig mand, … og hver gang han hørte på ham, blev han meget anfægtet, men han hørte gerne på ham.“ Johannes holdt fast ved sin tro over for ham og fordømte hans syndige forbindelse med Herodias, som var hans broders hustru. En tid gjorde Herodes svage forsøg på at bryde den syndens lænke, som bandt ham; men Herodias fik ham endnu fastere i sine garn og fik hævnet sig på Døberen ved at formå Herodes til at kaste ham i fængsel.