Kapitlet er bygget op over Matt 14,13-21; Mark 6,32-44; Luk 9,10-17; Joh 6,1-13. Kristus havde trukket sig tilbage til et afsides sted sammen med sine disciple, men denne sjældne stund med fredfyldt stilhed blev snart afbrudt. Disciplene mente, at de havde fundet et sted, hvor de ikke ville blive forstyrret, men så snart folkeskaren savnede den guddommelige lærer, spurgte de: „Hvor er han?“ Nogle af dem havde lagt mærke til, i hvilken retning Kristus og hans disciple var gået. Mange gik til fods for at møde dem, mens andre fulgte efter dem i deres både over søen. Påsken nærmede sig, og skarer af pilgrimme, der var kommet fra fjern og nær på rejse til Jerusalem, samledes for at se Jesus. Flere og flere strømmede til, indtil der var samlet fem tusinde mænd foruden kvinder og børn. Før Kristus nåede bredden, ventede en stor menneskemængde på ham. Men han kom ubemærket i land og tilbragte en kort tid alene sammen med sine disciple. |